Fagnetværk
Der er et udstrakt samarbejde mellem fagmiljøerne i Norden inden for mange områder. Her finder du nogle af de netværk der samarbejder med tanke på at styrke det nordiske sprog- og kulturfællesskab.
- Astin - Arbejdsgruppen for sprogteknologi i Norden
- Formålet med arbejdsgruppen er at udvikle og skabe let adgang til sprogteknologiske værktøjer for de nordiske sprog. Astin arbejder med sprogteknologi fra et sprogpolitisk og ”språkvårdande” (se http://nordisksprogkoordination.org/temaer/sprogpolitik/ordbog) perspektiv og består af sprogforskere og -rådgivere fra de officielle sprognævn i Norden. Gruppen samarbejder desuden med NorDokNet, NGSLT og Nordterm og får økonomisk støtte fra Netværket for Sprognævnene i Norden.
- BIN-Norden - Børnekulturforskere i Norden
- BIN-Norden er et nordisk, tværfagligt forskernetværk der fokuserer på humanistiske og æstetiske tilgange til børnekultur. Formålet med netværket er at støtte nordisk børnekulturforskning ved at fungere som mødested for kompetenceudvikling og forskningsudveksling på børnekulturområdet i Norden. Medlemmerne i netværket er overvejende aktive forskere, men også formidlere, kunstnere og personer der primært arbejder med kulturadministration.
- NFL - Nordisk Forening for Leksikografi
- NFL er en faglig forening af nordiske leksikografer som har til formål at udvikle praktisk og videnskabeligt ordbogsarbejde i Norden og at fremme nordisk samarbejde om leksikografi. I det hele taget lægger foreningen vægt på at styrke det sproglige samarbejde i Norden. Foreningens medlemmer er overvejende enkeltpersoner, men også leksikografiske institutioner og bogforlag. Foreningen samarbejder med de nordiske sprognævn og Nordisk Sprogkoordination.
- Nordisk Parallelsprogsnetværk
- Formålet med parallelsprogsnetværket er at vurdere om der er behov for at implementere parallelsproglighedspolitikker på de nordiske universiteter, og hvordan de i givet fald skal se ud. Deltagerne i netværket er forskere og universitetsadministratorer fra de nordiske lande.
- Nordisk Skolebibliotekarforening
- Formålet med Nordisk Skolebibliotekarforening er at formidle samarbejde mellem skolebiblioteker i de nordiske lande ved at iværksætte og koordinere aktiviteter, konferencer og andre projekter på skolebiblioteksområdet. Foreningen arbejder også for at fremme uddannelsen af skolebibliotekarer og udviklingen af skolebiblioteker, skolebiblioteksarbejde og skolebibliotekarsmaterialer. Medlemmerne i foreningen er de nationale skolebibliotekarforeninger tilknyttet lærerforeningerne i Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige. Foreningen samarbejder desuden med foreningen Norden.
- Nordiska nätverket för forskning om myndighetskommunikation
- Formålet med netværket er at skabe kontakter mellem nordiske forskere som beskæftiger sig med myndighedssprog og myndighedskommunikation. Sproglige rådgivere der er interesserede i at samarbejde med forskningen i myndighedskommunikation, kan også tilslutte sig netværket.
- Nordiske sprogpiloter
- Nordiske sprogpiloter er et projekt for videreuddannelse af nordiske praktiklærere og -vejledere der kan fungere som ambassadører for undervisning i Nordens sprog og kultur. Sprogpiloterne skal som praktiklærere i grundskolen inddrage nabosprogsdimensionen i undervisningen, vejlede kolleger i arbejdet med det nordiske stof og udvikle praktiske undervisningseksempler og -metoder. Som praktikvejledere på læreruddannelserne skal sprogpiloterne bidrage til at nabosprogsdimensionen får en plads i de lærerstuderendes praktik. Sprogpiloterne får støtte fra Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, Nordisk Kulturfond og Nordisk Ministerråd.
- Nordspråk
- Nordspråk er et netværk for lærere der underviser i et nordisk sprog som modersmål og fremmedsprog. Formålet med netværket er gennem kurser, konferencer, udgivelser mv. at give nordiske undervisere på grundskoler, gymnasier og læreruddannelser og dermed også deres elever adgang til det nordiske sprog- og kulturfællesskab. Kursus- og udgivelsesvirksomheden skal sikre at underviserne har en opdateret viden om de andre nordiske landes kultur og litteratur, og at de har redskaber til at undervise i nordiske sprog som nabosprog eller fremmedsprog. Nordspråk arbejder under Nordplus-programmet: NordPlus Nordiske sprog og kultur, og organisationen bag netværket består af repræsentanter for nordiske modersmålslærerforeninger og foreninger for undervisere i nordiske sprog som fremmedsprog.
- Nordterm
- Nordterm er et nordisk samarbejdsforum og -netværk for nordiske organisationer som beskæftiger sig med terminologiarbejde, terminologiuddannelse og terminologiforskning. Netværket har tre hovedformål: at fremme og sikre det nordiske samarbejde om terminologi, at sikre de nordiske landes indflydelse og rolle inden for udviklingen af terminologi på et internationalt plan og at drive terminologiforskning, praktisk terminologiarbejde, terminologiuddannelse og andre terminologirelaterede aktiviteter. Det øverste organ i Nordterm er styringsgruppen som koordinerer aktiviteterne og repræsenterer Nordterm internationalt. Den består af én repræsentant fra hver Nordterm-organisation. Nordterm-organisationerne som udgør kernen i Nordterm, er terminologicentrene i de nordiske lande.
- Nordterm-Net
- Nordterm-Net er et knudepunkt på internettet der samler information om terminologi i Norden og videregiver links til lignende information andre steder i verden. Nordtterm-Net består først og fremmest af en samling termdatabaser som udgør én stor termbank Nordtermbanken. Nordtermbanken omfatter databaser med terminologier fra forskellige fagområder der indeholder termer på mindst et nordisk sprog og om muligt ækvivalenter på ikke-nordiske sprog. I øjeblikket er Nordtermbanken ikke tilgængelig, men der arbejdes på at implementere en moderne version af termbanken. Nordterm-Net henvender sig til alle som bruger fagsprog i ensproglig eller flersproglig sammenhæng. Nordterm-Net er et projekt under Nordterm med Terminologicentrum TNC i Sverige som projektkoordinator. Projektet bliver delfinansieret gennem MLIS (Multilingual Information Society).
- NORDUnet - Nordic eInfrastructure for Research & Education
- NORDUnet er et samarbejde mellem nordiske nationale netværk inden for forskning og uddannelse. Formålet med NORDUnet er at forbinde disse netværk med hinanden og til det verdensomspændende netværk inden for forskning og uddannelse og til internettet i det hele taget. NORDUnet driver også en informationstjeneste og udbyder USENET NetNews og ”multicast”-forbindelser til de nordiske nationale netværk. NORDUnet koordinerer også de nordiske nationale netværks CERT-aktiviteter. NORDUnet er et produkt af NORDUnet-programmet (1986-1992) finansieret af Nordisk Ministerråd.
- Norna - Nordisk samarbejdskomité for navneforskning
- Norna er en sammenslutning af nordiske forskere som specialiserer sig i navneforskning. Formålet med komiteen er at fremme navneforskningen i de nordiske lande og at opmuntre til samarbejde mellem nordiske forskere. Komiteen er desuden det det organ som afholder de nordiske navneforskningskongresser og -symposier. Foredrag fra kongresserne og symposierne udgives sædvanligvis i serien NORNA-rapporter. Indimellem kongresserne, som normalt afholdes hvert femte år, har komiteen en samordnende funktion. Den består af seks medlemmer – et fra hvert af de nordiske lande.
- NSU - Nordisk Sommeruniversitet
- NSU er et nordisk netværk for forskning og interdisciplinære studier og har til formål at give forskere og studerende en god platform for at udveksle og udvikle nye ideer. Alle interesserede medlemmer og ikke-medlemmer af organisationen kan deltage i NSU’s arrangementer. I NSU’s repræsentantskab sidder to repræsentanter fra hvert land og tre repræsentanter fra hver studiekreds. Studiekredsene består af 15-25 personer som udfører det akademiske arbejde og dermed bestemmer emnerne for NSU’s konferencer.
- Samarbetsnämnden för Nordenundervisning i utlandet
- Formålet med nævnet er at forbedre kendskabet til og øge interessen for de nordiske lande hos undervisere i de samfundsbærende sprog i Norden ved udenlandske universiteter. Nævnet skal desuden skabe forudsætninger for samarbejde tværs over fag-, institutions- og sproggrænser og derigennem markere den nordiske samhørighed. Nævnet er et samarbejde mellem lektoradministrationerne i de nordiske lande.
- SwiSca - Swearing in Scandinavia
- Vardagligt skriftbruk. Diakrona perspektiv på literacy i Sverige och övriga Norden
- Det tværfaglige netværk har til formål at udvikle et nyt forskningsområde der beskæftiger sig med brugen af skrift i dagligdagen fra et diakront perspektiv – både i Sverige og det øvrige Norden. De 20 forskere som er med i netværket, kommer fra forskellige nordiske universiteter og institutioner og har forskellige faglige baggrunde: nordisk, historie, musikvidenskab, litteratur, etnologi og didaktik. Netværket er aktivt i en periode på tre år fra 2009-2012 og finansieres via netværksstøtte fra Riksbankens Jubileumsfond.
