Alle aldersgrupper
Her kan du finde en liste over undervisningsmaterialer fra grundskole- til universitetsniveau.
- BiBBi
- BiBBi er et virtuelt bibliotek for børn mellem 3 og 12 år. Databasen indeholder gode ideer til læsning, også til forældre og lærere. Siden indeholder en kort introduktion, men ikke en undervisningsvejledning.
- Bog og Sprog
- Portal om dansk, norsk og svensk sprog, litteratur og kultur. Materialet på portalen henvender sig til elever i alderen 7-17 år. Her kan man blandt andet finde en liste over falske venner, læse om forskellige bøger, lytte til uddrag af lydbøger på de tre skandinaviske sprog og få inspiration til forskellige spil. Siden indeholder en undervisningsvejledning.
- DIALANG
- DIALANG tilbyder test i sprogfærdigheder i 14 europæiske sprog, heriblandt dansk, norsk, svensk og finsk. Testene dækker læsning, skrivning, lytteforståelse, grammatik og ordforråd, og en typisk test tager 30-45 min. at gennemføre. Der er forskellige test på forskellige niveauer, dvs. man kan teste sig selv i et sprog som man kun har meget lille kendskab til. Testspørgsmålene indeholder bl.a. uddrag af avisartikler om emner som måske ikke er interessante eller til at forstå for børn og yngre teenagere, men som passer til alle fra 16-18 år og frem. Der findes ingen lærervejledning på siden.
- Fakta om norsk
- På denne side kan man læse om det norske sprogs historie fra urnordisk til bokmål og nynorsk i dag, om udtale på norsk, om engelsk i norsk, ordenes historie, nye ord i norsk, retskrivningsreformer og meget mere. Det er ikke en egentlig undervisningsside, og der findes derfor ingen lærervejledning, men der er mulighed for at finde masser af inspiration til undervisningen i norsk som nabosprog på gymnasieniveau og norsk som nabo- og fremmedsprog på universitetsniveau.
- Finland og den finske kultur - på dansk
- Finland.dk har til opgave at præsentere Finland og den finske kultur på dansk. Det gør den gennem en række korte artikler om vidt forskellige emner. Artiklerne kan læses på gymnasieniveau og opefter. Et særligt tema er det finske sprog: Hvis man går ind under “Sprog i Finland” og klikker videre på “finsk” kommer man frem til en indføring i finsk, herunder en parlør, for begyndere (findes også på http://www.nifin.fi/sv/material/publikationer). Der er ingen lærervejledning på siden.
- Grønlandsk sprogkursus for begyndere
- På denne side kan man downloade et sprogkursus i grønlandsk for begyndere. Kurset indeholder øvelser inden for forskellige hverdagsemner som ”Spise og drikke” og ”Handle/købe ind” med meget simple sætninger. Det kan derfor bruges fra folkeskolens mellemtrin og frem. Der findes ingen lærervejledning.
- Icelandic Online
- Programmet giver gratis sprogundervisning i islandsk for udlændinge og omfatter især emner inden for kultur og samfund. Kurset kan bruges af voksne til selvstudier. Man skal oprette sig som bruger for at kunne benytte programmet.
- IGLO - Intercomprehension in Germanic Languages Online
- Hjemmesiden indeholder information om IGLO som står for Intercomprehension in Germanic Languages Online. IGLO-projektet har til formål at styrke forståelsen mellem og indlæringen af syv udvalgte germanske sprog: engelsk, tysk, hollandsk, islandsk, svensk, norsk og dansk. Slutproduktet er en database som indeholder information om alle syv sprog, og om hvordan de er indbyrdes relateret – i forhold til grammatik, ordforråd og fonetik. Siden indeholder ingen lærervejledning; den er møntet på at voksne (og evt. unge på gymnasieniveau) som i forvejen behersker et af de syv sprog, skal kunne bruge materialet selvstændigt.
- Internordisk språkforståelse
- Hjemmesiden indeholder blandt andet en test der viser hvor meget man forstår af nabosprogene dansk, norsk og svensk. Testen henvender sig især til unge over 16 år, og den består af udfyldning af personlige oplysninger, to lytteøvelser samt en test af ordforståelse ud fra en skriftlig tekst.
- Kom loss på svenska
- Siden indeholder et virtuelt begynderkursus i svensk der bygger på et kursus for udvekslingsstuderende ved Stockholm Universitet. Hjemmesiden indeholder blandt andet korte tekster, grammatik, udtalevejledning, lydfiler og øvelser.
- Kursus i nynorsk
- På denne side kan man tage otte netleksioner i nynorsk. Siden indeholder også et hæfte med en vejledning i hvordan man bruger nynorsk i praksis, herunder opgaveskrivning på nynorsk. Hæftet forudsætter grundlæggende kendskab til nynorsk grammatik. Siden henvender sig til universitetsstuderende i Norge, men kan også bruges af studerende i det øvrige Norden med et vist forhåndskendskab til bokmål og grammatik. Der findes ikke nogen lærervejledning.
- Multidansk
- Multidansk er et websted som kan hjælpe tosprogede børn i børnehave og indskoling til at blive bedre til dansk. Tanken er at børnene skal have det sjovt og lære dansk samtidig. Til dette formål har folkene bag hjemmesiden samlet og udviklet en lang række netbaserede sprogstimulerende opgaver, lege, spil, historier, sange og film. Siden indeholder en vejledning til læreren/den voksne.
- Nifin - Nordens institut i Finland
- Nifin er et nordisk kulturcentrum som har som hovedopgave at skabe kendskab til og interesse for Norden i Finland. Til det formål har de på deres hjemmeside bl.a. samlet en række publikationer om de nordiske lande, sprog og kultur samt ordlister sprogene imellem. Der findes bl.a. tekster på dansk om det finske sprog og Nordens sprog generelt. Flere af de andre publikationer er forsynet med dansk eller skandinavisk ordliste. Materialet kan anvendes som inspiration til undervisning på folkeskolens mellemtrin og frem. Alle publikationer kan downloades direkte fra siden. Der findes ingen lærervejledning.
- Norden - Undervisning om Norden
- Hjemmesiden indeholder henvisninger til digitale redskaber – heriblandt online-spil, quizzer og digtoplæsning - der kan inddrages i undervisningen om Norden i grundskolen og gymnasiet. Udgangspunktet er svensk, men de fleste af materialerne kan anvendes i hele Norden. Der findes lærervejledninger til nogle af materialerne.
- Norden før og nu
- Danmarks Radios side om Norden og nordiske temaer. Siden er lavet med støtte fra Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond og henvender sig til børn fra 10-14 år. På siden kan man læse om og teste sin viden om de nordiske landes geografi, sprog, historie, kultur og egnsretter. Det er også muligt at se videoklip fra de forskellige lande. Der er ingen undervisningsvejledning.
- Norden har noe å bidra med
- Bog om Nordens rolle i det nye Europa. Bogen kan downloades her, og den findes i tre udgaver: islandsk, finsk og en fællesskandinavisk på dansk/norsk/svensk. Bogen henvender sig især til gymnasieskolen og studerende på universitetsniveau. Der er ingen lærervejledning. Bogen er udgivet af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
- Norden i Bio
- Norden i Bio er en fælles nordisk sprogsatsning for skoler i hele Norden. Hensigten er at eleverne i alderen 14-19 år skal forbedre deres kendskab til nordisk sprog og kultur ved hjælp af et filmbaseret undervisningsmateriale. Siden indeholder forskellige nordiske film og et kompendium om nordisk sprogforståelse samt en undervisningsvejledning.
- Nordens historie
- Denne side indeholder kortere tekster om Nordens historie fra vikingetiden til i dag og henvisninger til litteratur om både Nordens historie generelt og specifikt om de enkelte nordiske landes historie. Hjemmesiden er ikke udstyret med lærervejledning, men teksterne kan anvendes i historieundervisningen i folkeskolens ældste klassetrin og gymnasiet.
- Nordens sprog med rødder og fødder
- På denne side kan man downloade bogen Nordens sprog med rødder og fødder gratis på sprogene dansk, færøsk, islandsk, norsk og svensk. Bogen handler om nordisk sproghistorie, og den er rettet mod elever på de gymnasiale uddannelser. Bogen er blevet til på initiativ fra Nordisk Ministerråd i samarbejde med Nordens språkråd og NORDSPRÅK.
- Nordisk forfatteratlas
- Hjemmesiden præsenterer over 130 nordiske forfattere i tekst, film og billeder og knytter dem sammen i relationer på tværs af tid og lande. Siden henvender sig især til unge og voksne, men der er ingen undervisningsvejledning. Nordisk forfatteratlas er et nordisk samarbejdsprojekt der er udviklet, produceret og finansieret af de nordiske broadcast-stationer DR, SVT, NRK og YLE med støtte fra Nordvisionens Kabelfond, Nordisk Ministerråds Kulturfond og Nord Plus Språk.
