Nordisk Sprogkoordinations formål
Nordisk Sprogkoordination (NOSK) blev oprettet som en del af den nye organisering af det nordiske sprogsamarbejde i 2009.
Formål og arbejdsområder
NOSK tjener flere formål. Et af formålene med NOSK er at øge effektiviteten af det nordiske sprogsamarbejde. Det gør NOSK dels ved at koordinere aktiviteter på sprogområdet som ikke før blev koordineret, dels ved at opstille en tidshorisont for planlægning af aktiviteter og løbende opfølgning af resultater. Et andet formål med NOSK er at aktører på sprogområdet motiveres til at samarbejde for at opnå synergieffekter imellem aktiviteter, eksempelvis aktiviteter i regi af Netværket for Sprognævnene i Norden (NSN).
Mere konkret har NOSK to hovedarbejdsområder: NSN og Program for sprogkurser. NOSK står for koordineringen af Program for sprogkurser, dvs. Nordspråk, Nordkurs og de Nordiske Perler, samt for igennem sprogkampagner og medieaktiviteter at synliggøre det nordiske sprogsamarbejde for omverdenen.